I disse dage tale der i de flest EU-lande om den nye EU-traktat, og Danmark er ingen undtagelse.

 

En undersøgelse foretaget af Gallup vise, at et flertal, af den danske befolkning ønsker at den kommende traktat skal til folkeafstemning. Det er uvist hvilket vidensgrundlag, der ligger til grund for denne folkestemning.

 

Det er en kendt sag, at de debatter op til de fleste EU-afstemninger kommer til at omhandle alt andet, end hvad traktaterne egentlig handler om.

Hvem husker ikke den nærmest skandaløse afstemning om Maastricht-traktaten, 2. juni 1992, hvor 50,7% stemte nej, og dermed var skyld i, at Danmark i dag står uden for på de områder, hvor der bliver truffet beslutninger, som betyder noget for forholdende i Europa, tanken henledes jo på den skammelige fodnoteperiode, hvor vi jo heller ikke var en rigtig del af NATO.

 

Den mest latterlige regel er jo nok forbudet mod, at udlændinge kan købe sommerhus i Danmark, når danskerne ikke finder det mærkværdigt, at De kan købe boliger i Spanien og Tyrkiet (hvilket i øvrigt ikke er lovligt for danskere efter tyrkisk ret).

 

Det er vigtigt at slå fast, at formålet med den nye traktat er, lette samarbejdet i EU. De nuværende traktater er skrevet til et EU, der bestod af væsentlig færre stater end det gør i dag. Det er videnskabeligt bevist at 12 personer ikke vil kunne nå frem til et optimalt resultat for alle, men da der var 15 lande gik det lige, med en lige repræsentation, men i dag er der 27 lande i EU, og derfor er hele beslutningsprocessen i EU blevet temmelig tung at danse med.

 

Jeg høre til dem, der læste det oprindelige udkast til den nye traktat (den der blev forkastet), og jeg var meget begejstret. Det var lykkedes at varetage både de store og små staters interesser samtidig med, at beslutningsprocessen var blevet gjort mere enkel.

 

Problemet er bare, at det ikke interessere folk, at høre om beslutningsprocedure, og derfor vil debatten komme til at handle om polske håndværkere og ikke om det egentlige indhold.

 

Det må derfor, uanset folkestemningen, være det bedste ikke at afholde en folkeafstemning, medmindre det er nødvendigt (hvis der afgives suverænitet).

 

Skal der afholdes folkeafstemning, bør det være for at afskaffe vores forbehold og indføre Euroen.

 

Ja så skete det igen.

I denne forgange uge, har vi endnu engang kunne se, høre og læse, om en større gruppe unge, der med ulovlige midler prøver at tilrane sig et ungdomshus.

Jeg er stor tilhænger af et ungdomshus i København, og i andre byer for den sags skyld. Det er dog min opfattelse, at hvis de unge ønsker et ungdomshus, så må De erhverve det på samme vis, som andre organisationer erhverver deres lokaler.

Den holdning, at kommunen skal stille et større område til fri rådighed, blot fordi at der bør være et ungdomshus, er mig inderligt imod.

Demonstrationen i lørdags har jeg intet imod, for så vidt angår selve dens tema, det er i et demokrati borgernes ret at give deres utilfredshed til kende via demonstrationer. Det jeg ikke billiger er formålet med demonstrationen, nemlig ulovligt at besætte en af kommunen ejet grund. En så handling høre ikke hjemme i en retsstat.

Jeg kunne måske til nøds forstå de unges handling, hvis det var sådan, at der var lagt alle mulige hindringer i vejen for at der kunne oprettes et nyt ungdomshus, men det er jo ingenlunde tilfældet.

Kommunen stillede jo netop en nedlagt skole til rådighed for de ungen, og den fond der var blevet oprettet til støtte for ungdomshuset tilbød at betale lejen.

Dette var de unge ikke interesseret i, De ville have at kommunen skulle leje skolen til Dem for en’ krone om året inkl. vand gas og varme. Jamen helt ærligt, man skulle tro at bevægelsen belv styret af elever i 3. klasse – ”vi vil ha’ og gi’ os det”.  

De styrende kræfter i ungdomsbevægelsen, taler ofte om, at De har stor opbakning i den brede del af befolkningen. Det burde derfor ikke være noget problem for De unge at rejse penge til at købe deres egen grund, som De vil kunne indrette som De lyster.

Man kunne fristes til, at tro, at de heller vil leje end eje, for så kan de altid skylde skylden på kommunen, når tingene ikke lige går efter deres hoveder.

Skulle der være nogen tilbage der stadig opfatter den europæiske ungdomshusbevægelse som apolitisk, bør de se på støtteaktioene. Unge nordmænd besatte et hus og udtalte: at De intet havde imod ejer selv om denne var bolighaj, da han nok skulle få sin bekomst når revolutionen kommer.

Hvordan snakker man fornuft til unge der lever i fortiden?

Tidligere på måneden kom meddelelsen om, at en belgier med congolesisk baggrund havde stævnet det forlag der ejer rettighederne over Hergés værker. D. 23. august blev det så meddelt at Afroskvenskarnas Riksforbund i Sverige vil have fjernet ”Tintin i Congo” fra bibliotekerne. Baggrunden for søgsmålene albumet ”Tintin i Congo”, der med sin beskrivelse af den congolesiske befolkning, givet et udpræget billeder af et tilbagestående folk, der til alt held er underlag en vestlig kolonimagt.  

Der er ingen tvivl om, at det netop er det billede man ønskede at få frem, da albumet blev tegnet tilbage i 1930. Hergé fik besked på, at denne anden historie om Tintin skulle foregå i det der på det tidspunkt hed Belgisk Congo. Historien skulle oplyse befolkningen om den store belgiske (ca 30 gange større end Belgien). Albumet beskriver meget præcist hvordan flertallet af datidens europæiske befolkning opfattede kolonierne i Afrika. I 40’erne omtegnede Hergé sine tidlige sort/hvide album, med undtagelse af de to første, ”Tintin i Sovjet” og ”Tintin i Congo”. Baggrunden var netop at han ikke kunne stå inde for albummenes budskaber.

Derfor kan det umiddelbart synes som en god ide, at forhindre en videre udbredelse af synspunkter, der er over 70 år gamle. Det er jeg dog ikke enig i.

Albummet er ganske vist et meget negativt produkt af sin tid, men netop derfor er det et udmærket værktøj, når man vil forsøge at forstå, kolonihistorien.

Hermed mener jeg ikke, at albummet kun skal studeres af historiker, der kan bruge det som reference. Tværtimod ser jeg albumet som en mulighed for, tidligt at lade børn stifte bekendtskab med let gennemskueligt propaganda. Vi skal passe på ikke at gøre børn dummere, end de reelt er. Første gang de stifter bekendtskab med albumet, vil det formentlig være den lidt tynde historie der fanger dem. Senere vil de fæste sig ved beskrivelserne af congoleserne, og de vil sammenholde disse, med den verden de kender. Det er jo ikke sådan, at børn kun får deres viden om afrikanerne via ”Tintin i Congo”, og hvis de gør, så er det ikke albumet der er noget galt med, men udvalget af tilgængeligt læsestof.

Børn der vokser op i dag, lever i sandhed i et globalt samfund, og oplever en konstant påvirkning fra flere kulturer. Med de forudsætninger vil de kommende generationer, ikke have problemer med at gennemskue Tintin i Congo for hvad det reelt er – når vi kunne hvorfor så ikke dem.

I øvrigt så gentegnede Hergé senere "Tintin i Congo" efter at flere congoleserne havde efterspurgt det, albummet er nemlig meget populært i Congo (og resten af Afrika), fordi det netop giver et billede kolonitidens tankegang.

Som liberalist har jeg troen på, at det enkelte menneske har retten til at bestemme over sit eget liv, og træffe de valg der indvirkning herpå.

Særligt når det gælder religion, må det være af ekstra vigtighed, at den enkelte træffer et evt. valg ud fra personlige holdninger, og ikke fordi man føler sig forpligtigede hertil.

Det er derfor med undren, at jeg kan konstatere, at en mand som Bertel Haarder, som jeg altid har opfattet som ægte liberalist, i dag har meldt ud, at han støtter op om et forslag om, at det skal være muligt at konfirmere børn i 6. klasse.

Ideen om en flytning af konfirmationen til 6. klasse er blevet fostret af en gruppe af præster og biskopper. Baggrunden skulle være, at det er svært at fastholde elevernes interesse for det religiøse, når de går i 7. klasse. Sagt med andre ord, så vil det være nemmere at overtale eleverne i 6. klasse til forny deres medlemskab.

Det er direkte nedladende over for eleverne, når man prøver på at kamuflere et forslag, der har til hensigt at indoktrinere, med at elever i 7. klasse har så meget at se til, og derfor ikke også skal tage stilling til et religiøst valg.

Nu kunne en person med en mere intrigant tankegang end min egen, måske finde på at fremkomme med det argument, at det slet ikke er evnen til at koncentrere sig om religionsundervisningen, der er problemet for præsterne, men snare, at elever i 7. klasse er i stand til at træffe et valg, og derfor kan finde på at vælge religionen fra, men som sagt, er det jo kun en person med en mere intrigant tankegang, der kan komme på den slags ideer.

Jeg er af den overbevisning at elever i 6. klasse, er så unge, at flertallet af dem, vil opfatte konfirmationsforberedelsen som en del af skoleundervisningen, og derfor, vil føle sig forpligtigede til at møde op.

Der kunne argumenteres imod dette med, at flertallet af 7. klasse elever også følger forberedelserne, og derfor også ligger under for en følelse af at være forpligtigede. Jeg tro nu ikke dette er forklaringen på, at elever i 7. klasse møder så talstærkt op. Det er nok mere nærliggende at forstille sig at en stor fest med mange gaver er den egentlige årsag. Så er der sikkert nogen der vil anføre at der jo er mange forældre, der tilbyder deres børn festen, selv om de ikke lader sig konfirmere. Her imod kan anføres at børn er udspekuleret. De ved at hvis de lader sig konfirmerer så vil de også få flere gaver, og de slipper for at skulle forklare overfor venner og familie, hvorfor de ikke møder op.

Personligt tager jeg hatten af for de elever, der ud fra et personligt valg fravælger konfirmationen, selv om det betyder, at de ikke får nogen fest.

En sidste ide til landets præster kunne være, helt at arbejde for afskaffelsen af fest og gaver, så eleverne ikke skal spilde tid med at tænke på herpå, men kan koncentrere sig fuldt ud om religionens budskab – men det kan være, at der så blev lidt for tomt i konfirmandstuen.  

13. juni 1973 fik Danmark loven om afbrudt svangerskab. Der er næppe nogen tvivl om, at indførelsen af denne lov var et afgørende skridt i ligestillingen mellem mænd og kvinder.

Som liberalist er jeg stærk tilhænger, at det enkelte menneske er selvbestemmende over sit eget liv, og det kan aldrig retfærdiggøres at påtvinge andre byrder og forpligtigelser som man ikke selv er herre over,

Jeg støtter derfor fulgt op om kvinders eneret til at bestemme om de ønsker abort eller ej. Der er tilstadighed nogen, som frem kommer med argumenter mod abort. Stort set alle disse argumenter bygger på et religiøst grundlag, -et grundlag, der finder sin eksistensberettigelse i bøger skrevet for mellem 1200-3000 år siden. Der er ingen i dag, der kunne finde på at bygge deres livsopfattelse på bøger fra bøger skrevet under Christian IV, mens man uden de store spørgsmål bygger sit moralgrundlag på gamle overleverede myter fra mellemøsten.

Det kan kun sættes sådant op, man bestemmer over sit eget liv, ergo har man ret til selv at træffe de afgørende beslutninger for sit eget liv, og ingen andre skal bestemme for en. .

Det er derfor, at jeg kan stiller spørgsmålstegn ved den ulighed, der eksisterer i det danske samfund. Det forholder sig nemlig sådan, at kvinden kan påtvinges manden et barn, som han aldrig har ønsket.  Det er jo kvinden, der bestemmer, om hun vil have et barn eller ej, og den ret er, og bør kun være hendes. Der er jo ingen der ved deres fulde fem ville forlange, at kvinden skulle gennemgå et svangerskab, fordi barnets fader ikke ønskede en abort. manden skal aldrig kunne vælge, om barnet skal fødes eller ej, da det ikke er ham der skal gennemgå svanger skabet, men han bør have retten til at vælge om han ønsker faderskabet eller ej.

Som det er i dag, kan en mands skæbne fuldstændigt afgøres af en kvindes beslutning. Vælger kvinden at føde barnet er manden de næste 18 år pligtig at betale børnepenge, uden at han har haft mulighed for at have indflydelse på sit eget liv.

Der er formentlig nogen der vil fremføre, at manden har et med ansvar, og derfor må bære konsekvenserne, og dette er et rigtig godt argument, men det forholder sig dig sådant at kvinden også har et ansvar, men hun har et valg, og gennem dette valg træffer hun valget for manden, og dette kan ikke være rimeligt i det 21. århundrede.

For 50 år siden var det rimeligt, at kvinden kunne påtvinge manden et ansvar, da samfundet var skruet samme på en anden måde, tabuiseringen ofte satte kvinden i en dårligere position end manden, men i dag er der ikke nogen bliver ledt i uføre på baggrund af uvidenhed, og de fleste ”uheld” sker fordi begge parter var uopmærksomme.

Derfor stiller jeg spørgsmålet, hvorfor kan mænd ikke give en abort administrativt, hvorefter de fraskriver sig enhver ret over og til barnet? Manden og kvinden kan begge bestemme om de vil gå i seng med hinanden, men det er kun kvinden der har ret til at træffe et valg efterfølgende.

De største ligestillingsproblemer i dag ligger i mandlig værnepligt og påtvunget faderskab, og ikke i lønforskelle på 2-3 %

Alt for længe har der manglet nogen, som var i stand til at tale de unges sag, med den tid er nu forbi, med oprettelsen af Yngresagen.

Forbilledet er Ældresagen, der siden dens oprettelse 1986 har formået at bringe de ældres mærkesager i fokus i den offentlige debat. De har udført deres opgave så godt, at det i dag er tabubelagt bare at antyde, at man er åben overfor en omstrukturering af midlerne til de ældre. -Det kan man kun tage hatten af for.

De unge ønsker også et organ der kan tale deres sag, og sætte en ny dagsorden. Det kan undre, at der først bliver taget initiativ til dannelsen af en sådan forening i 2007. Siden 50’erne, hvor ungdommen for alvor fik sin identitetsopfattelse, har hver generation søgt at gøre deres holdninger og behov gældende. Flipperne i 60- og 70’erne, punkkulturen i 80’erne er blot nogle af de eksempler på hvorledes unge har søgt at manifestere sig i det offentlige rum.

Hvorfor er der så noget skælsættende i den nystartede forening?

Der, hvor jeg ser den mest iøjnefaldende forskel, er i selve grundlaget for foreningen. Foreningen vil nemlig søge at tale alle de unges sag. Tidligere tiders talerør for de unge, har stort set altid været for de enkelte grupper af unge, det være sig politisk eller socialt.

Et godt eksempel herpå er Ungdomshuset, der henvendte sig til en særlig gruppe af unge og, til trods for at det var åbent for alle, var et sted hvor mange unge aldrig ville finde på at komme.

Den nye forening vil søge at kunne repræsentere både gymnasieeleven, hvis største problem er at SU’en ikke rækker til mere en til 3-4 byture, og til den ny uddannede kandidat, der allerede har et barn, og lever i et fast parforhold. Det bliver ikke nogen let opgave, at være talerør for så stor, og uhomogen gruppe som betegnelsen ”De Unge” dækker over.

I radioprogrammet Klubværelset, der blev sendt på P1 tirsdag d. 5. juni gav direktøren for Ældresagen, Bjarne Hastrup, de ungen nogle gode råd med på vejen.  Jeg bed særligt mærke i et af hans råd, undgå det politiske. Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at Yngresagen ikke skal søge at få deres politik igennem, men at det endelig ikke må få karakter af politiske tilhørsforhold. Jeg må give Bjarne Hastrup ret. De politiske synspunkter skal dyrkes i partierne eller deres ungdoms organisationer. 

Jeg tror at noget af det vanskeligste for Yngresagen bliver, ikke at fremstå som useriøse. Alle udtagelser og fremførelser af synspunkter, skal være velbegrundet og velargumenterede. Ellers er risikoen, at de bare bliver mødt med et overbærende smil.

I debatprogrammet på P1, onsdag d. 6. juni hørte jeg et af disse useriøse argumenter, der vist grundede i et spørgsmål om omstrukturering af boligbeskatningen, men fremstod som en ugennemtænkt udtalelse. Nemlig det, at mange ældre over 60 havde eget hus, mens at jo yngre en persongruppe blev jo flere var der, som kun havde en lejebolig. Det giver jo ligesom sig selv, og resultatet bliver et indtryk af unge der synes at det er uretfærdigt, at dem der har brugt et helt liv på arbejdsmarkedet, har fået købt en bolig, mens den, der er på vej ind ikke har. Som sagt tror jeg slet ikke at det var formålet.   

Jeg er af den overbevisning, at hvis Yngresagen sørge for, at undgå disse faldgrupper, så vil den kunne gøre en reel forskel i forhold til den

I mandags skulle danskerne til at vænne sig til en ændring af det politiske landskab. Ikke nok med, at en ny uge truede, nu var der også kommet et nyt parti, som man skulle forholde sig til.

Fyldt med gå på mod, initiativ og nye ideer, som en elevrådsformand på et gymnasium, indtog det nye parti Christiansborg.

Lige pludselig skulle man til at forholde sig til sit værdigrundlag, og politiske tilhørsforhold. Før var det hele jo så let. Der var to veje, og for nogen var der vist også en tredje, men nu kom der nogen, som havde den frækhed ikke at ville melde ud hvem de vil støtte efter et valg. Kun nogle vage antydninger af, at ville går derhen, hvor de ville få mest indflydelse - ja det lød næsten som om de var radikale.

På pressemødet blev det forklaret at, der det sidste års tid, var blevet syslet med planerne om et nyt parti men, at det først var i sidste uge, at den endelige beslutning var blevet truffet. Det var åbenbart også kun denne ene uges arbejde der lå bag det politiske program, som blev fremlagt på pressemødet. Tyndt og uden reelt indhold blev det fremført, under undskyldninger om, at det jo lige skulle udarbejdes først. Burde man ikke gøre sit hjemmearbejde før end at man aflevere resultatet. Havde dette været projektopgaven i 9. klasse, var de tre nok dumpet.  

Ordene ny og nyt, blev nævnt så mange gange, at man følte sig hensat til en nykredit reklame. Det eneste der blev helt klart på pressemødet var, at det skulle være slut med Dansk Folkepartis indflydelse. Nu kan det at kritisere DF jo i sig selv være meget underholdende, og det er jo også en udmærket måde at få solgt både aviser og bøger på, men at det også kan bruges til oprettelsen af et nyt parti, det var lidt af en overraskelse.

Den tanke der kunne falde en ind er, at man forsøger at ride på en popularitetsbølge, mens der endnu er nogen der kan huske Mohammed-krisen og demokratiske muslimer.  

Det er svært at forstå den tilslutning, der i løbet af ugen er strømmet til Ny Alliance, de har jo mangler jo endnu at fremkomme med noget konkret.

Jeg er på ingen måde negativ over for nye partier, de er med til at tvinge den danske befolkning til at tage politisk stilling, og derfor er det mit håb, at Ny Alliance med tiden vil finde på en politik som de kan føre, så folk har nogen at tage stilling til.